Sådan kommer du godt gennem Hærvejsløbet i varmen
Det bliver varmt på lørdag, men med den rette forberedelse før løbet og de rigtige beslutninger undervejs, kan du hjælpe dig selv til en god oplevelse.
Lørdag bliver en fantastisk cykeldag med høj sol, men også en varm en af slagsen.
Vi er forberedt på de høje temperaturer. Alle depoter er informeret om det ekstra væskebehov, og der vil være ekstra fokus på vand og væske undervejs. Samaritter er også klar i nødstilfælde.
Men den vigtigste forberedelse starter hos dig selv.
Drik før du bliver tørstig
Drik rigeligt inden start, så du starter velhydreret, og fortsæt med at drikke allerede fra første kilometer. Vent ikke til tørsten melder sig.
Hav så meget væske med som muligt
En ekstra dunk på cyklen eller i ryglommen eller en væskeblære på ryggen kan gøre en kæmpe forskel. Hav hellere for meget end for lidt væske med.
Fyld dunke ved hvert depot
Der er mange depoter på Hærvejsløbet, og der er aldrig langt mellem dem. Benyt muligheden for at fylde dine dunke, hver gang du kommer forbi.
Husk salte og elektrolytter
Når temperaturen stiger, mister kroppen ikke kun væske, men også salte. Der er elektrolytter i energidrikken fra Purepower, men tag evt. selv ekstra elektrolytter eller salttabletter med.
Tilpas indsatsen
Lørdag er ikke dagen til at jagte personlige rekorder. Lyt til kroppen, sænk tempoet hvis nødvendigt, og tag gerne et ekstra stop ved depoterne.
Husk solcremen
Det er lige så vigtigt at beskytte huden mod solens stråler som at få nok at drikke, så husk at bruge solcreme og tag evt. ekstra med på turen.
Ekstra væskedepoter
DGI Hærvejsløbet er kendt for sine mange depoter, og der er aldrig langt mellem dem. Ved alle depoter kan du tanke rent vand og energidrik.
Udover de mange normale depoter er der indsat ekstra vanddepoter på de mest kritiske steder. De øvrige ruter er i forvejen dækket godt ind med depoter.
125 km landevej: Ekstra vanddepot ved km 63 (Vebbestrup) og 101 (Vammen).
165 km MTB: Ekstra vanddepot ved km 122 (Kompedal Plantage)
110 km MTB: Ekstra vanddepot ved km 64 (Kompedal Plantage)
175 km gravel: Ekstra vanddepot ved km 131 (Kompedal Plantage)
125 km gravel: Ekstra vanddepot ved km 79 (Kompedal Plantage)