Go back
Stories

Michael Svendsen kvalificerede sig til sit livs cykeloplevelse gennem Hærvejsløbet - L'Etape Denmark

En tredjeplads på Flensborg-ruten til Hærvejsløbet - L'Etape Denmark kvalificerede Michael Svendsen til sit livs cykeloplevelse til L'Etape du Tour i Frankrig.

Top-3 på hvert L'Etape-events længste rute kvalificerer sig automatisk til Championship-programmet og en startplads i L'Etape du Tour. Michael Svendsen greb udfordringen og fik sig en uforglemmelig cykeloplevelse i Nice.

I 2023 var Michael Svendsen den tredjehurtigste rytter på 300 km-ruten fra Flensborg. Resultatet gav ham ikke kun stor glæde og stolthed. Det kvalificerede ham også til L'Etape du Tour 2024 i Nice igennem L'Etape Series by Tour de France Championship-programmet.

Championship-programmet kvalificerer automatisk de tre hurtigste ryttere fra den længste rute af hvert L'Etape-event til L'Etape du Tour i Frankrig.

L'Etape du Tour er L'Etape-seriens moderløb og Europas største motionscykelløb med 16.000 deltagere. Hvert år tager løbet udgangspunkt i kongeetapen fra det rigtige Tour de France, som man får lov at køre, inden profferne kommer forbi få dage senere.

De kvalificerede ryttere får et gratis startnummer, en særlig goodiebag i det store expo-område ved starten og får lov at starte i forreste startgruppe med de hurtigste og mest konkurrencelystne ryttere.

Vi talte med Michael Svendsen om hans oplevelser i Danmark og i Frankrig.

Hvad tænkte du om L'Etape-konceptet, før du deltog i Hærvejsløbet - L'Etape Denmark?

Min lokale klub, IF Trojka ved Viborg, har en tradition for at deltage i Hærvejsløbet, så jeg har kørt det en del gange. Så hørte vi om L'Etape-konceptet med Tour-førertrøjerne og de indlagte bakkespurter og grønne pointspurter.

Min gode kammerat og jeg er meget konkurrencelystne, så vi syntes, det var fedt, at der var et konkurrenceelement. Vi havde i hvert fald planer om at give den et godt skud.

Hvordan var din oplevelse til Hærvejsløbet - L'Etape Denmark?

Vi startede i første startgruppe med en masse stærke ryttere, som vi prøvede at holde os til. Det lykkedes at følge de forreste indtil 50 km før mål, hvor to ryttere kørte væk. Jeg var i en lille gruppe bagved, hvor jeg vandt spurten om tredjepladsen, så det var perfekt.

Min oplevelse var, at alt fungerede godt, og det var superfedt med spurterne og bakkespurterne undervejs.

Højdepunktet var at slutte på toppen af det sidste bjerg. Hele min familie var der, og min kone, som var gravid med vores datter på det tidspunkt, tog imod mig. Det var meget rørende.

L'Etape du Tour 2024 bød på 138 km og 4.600 højdemeter på en udfordrende rute fra Nice til Col de la Couillole. Ruten var en eksakt kopi af 20. etape af Tour de France, som blev vundet af Tadej Pogacar.

Ved at slutte på tredjepladsen kvalificerede du dig til L'Etape du Tour igennem Championship-programmet. Hvad tænkte du om det?

Jeg vidste det faktisk ikke på det tidspunkt, men jeg fik en mail fra ASO i efteråret med en invitation til L'Etape du Tour 2024. Det var virkelig fedt, og jeg var hooked med det samme.

Det tog ikke længe, før jeg havde spurgt hele min familie, om de ville komme med og heppe på mig. Konceptet, med at køre den samme rute som Tour-feltet få dage før dem synes jeg, er superfedt.

Hvad var dine forventninger til løbet?

Jeg var blevet medlem af Randers Cykleklub, hvor jeg trænede med nogle af licensrytterne. Derudover kørte jeg en masse højdemeter for at forberede mig.

Jeg håbede på at komme godt igennem og have en god dag. Og at konkurrere lidt med mig selv og mine egne watt-tal. Jeg havde sat mig nogle tal i hovedet, som jeg gerne ville køre, og så måtte jeg se, hvad det rakte til.

Fortæl om din oplevelse til L'Etape du Tour

Det var virkelig fedt og supergodt arrangeret. Ved at starte i første startgruppe mødte jeg slet ingen kø eller andre ting, der hindrede mig undervejs.

Der var mange sjove mennesker, og man fik snakket lidt op ad bjergene. Og så var det bare vanvittig hårdt.

Højdepunktet var at slutte på toppen af det sidste bjerg. Hele min familie var der, og min kone, som var gravid med vores datter på det tidspunkt, tog imod mig. Det var meget rørende.

Derudover har jeg aldrig oplevet så stort et expo-område før. Det var vildt og godt lavet. Når man så hører Tour de France-hymnen i højtalerne, får man lidt ekstra kilden i maven.

Michael Svendsen fuldførte L'Etape du Tour i en imponerende tid på 6:08:16 og en placering som nummer 548 overall og 106 i sin aldersgruppe (M2).